Shitty politics part 6

13. januar 2016

Ringenes Herskerinde… -eller: -da Inger blev misforstået…

Danmark har atter nydt overskrifter i verdenspressen, dog, nydelse er nok lidt overdrevet, der er mere tale om lidet flatterende omtale i verdens største medier, af landets integrationsministers ønsker om håndtering af flygtninges mulige værdier ved indrejse i landet.

Med integrationsministeren i spidsen, har en del af regeringen og folketinget foreslået, at politiet skal konfiskere værdier fra flygtninge ved grænsen når de søger asyl i Danmark. Der var stort set ikke defineret nogen nedre grænse for værdierne, men blot overladt til politifolkene at vurdere sagerne. Politiet frabad sig i flere udtalelser denne pligt, man mente ikke at kunne løfte opgaven med rimelighed eller retfærdighed overfor hverken statskassen eller ejerne af værdierne.

Hensigten med beslaglæggelserne er angiveligt, at forhindre, at meget rige flygtninge skal nasse på det danske velfærdssystem, samtidig med at de fører sig frem i urimelig velstand, hvilket nemlig er forbeholdt vore egne velhavere. Denne detalje er meget vigtig for befolkningens forståelse af situationens alvor….

Mange har udtalt, at de har haft ubehagelige mindelser om noget der ligner film fra jøders ankomst til diverse nazistiske koncentrationslejre op til 1945, hvor værdier af enhver art blev ofrene frataget inden de blev myrdet.
Man agter dog heldigvis ikke at myrde nogen her i Danmark, ej heller at indsætte flygtninge i noget der ligner koncentrationslejre, udsulte dem eller plage livet af dem på anden måde…! Lad os slå fast, at regeringens hensigt næppe er ondsindet som sådan, sandsynligvis heller ikke i strid med folkeretslove eller noget der ligner.

Nu er integrationsministeren, efter flere forsøg på at finde værdigrænser, endelig landet på et beløb omkring 10.000 kroner som acceptabelt at eje og indføre i landet som flygtning. Beløb og værdier herover skal konfiskeres til sikkerhed -mod kvittering forstås…

Og hele tiden er hun blevet misforstået, folk har ikke hørt ordentligt efter, men hele tiden bare misforstået Ingers og regeringens hensigter og ikke tænkt sig om.
Der tegner sig netop i dag et flertal i folketinget om at vedtage beslaglæggelse af værdier, dagens samling forventes at gå med på ‘kareten’…

I sandhed, Venstre viser storhed og visionært lederskab, man er squ næsten i knæ af bar benovelse -i hvert fald mundlam… Begrebet ‘værdikamp’ har da fået nogle flere perspektiver…

Inger er ikke alene om at gøre sig bemærket, desværre ikke, der er nemlig kamp om at manifestere sig uheldigt og ofte ret dumt, beklageligt nok.

Nyligt har folketingets største klovn, kuglestødderen Joakim Båtnakke, atter sparket nedad mod de som intet har eller bare forsøger at få livet til at virke nogenlunde hæderligt. Jo, han mener at når folk (?) ikke er 110 kroner værd i timeløn, så må de nøjes med mindre… Ingen kan være tjent med at beskæftige nogen som ikke kan indtjene til deres egen løn.

Så, for samfundets skyld, bør mindstelønnen være væsentligt mindre end 110 kr. -faktisk helst flydende nedad til det som en arbejdsgiver finder bedst og givtigt. Så kunne nemlig mange flere komme i beskæftigelse og flere virksomheder få større overskud og alle ville være glade. Selv flygtninge kunne beskæftiges og få en meningsfuld tilværelse sammen med de glade danskere der også har en meningsfuld tilværelse. Hvor ville det være smukt og en stor lettelse for nationen. Alle i arbejde og alle integreret.

Samfundet kunne spare enorme beløb i kontanthjælp og støtte til de arbejdsløse og måske endda fra pensionisterne også, nogle af dem kan sikkert et og andet mere, end at sidde og kigge tv og søbe kaffe og blødbrød…

Man må sige, at begrebet ‘Lenins nyttige idioter’ ikke er grebet ud af luften eller løbet over datoen. Samtidig må man indrømme, at demokratiet har vide grænser, selv de tåbeligste har muligheder i Danmark. Det er slet ikke nødvendigt at flytte til Amerika for at komme opad i samfundet. Herhjemme kan de største fjolser og jammerlige klovne også blive til noget, om ikke andet, så en belastning for resten af samfundet!

Båtnakken, Olsen, har aldrig tjent en nikkel ved hæderligt arbejde, han aner ikke en bjælde om, hvad ærligt arbejde indeholder og hvad det koster. Skvattet har aldrig slæbt sig til et job, fortjent sin løn og så slæbt sig hjem igen. Båtnakken har hele livet flydt ovenpå velstandens fedtlag som idrætsudøver og modtager af overførselsindkomst, han aner ikke hvordan man finder og holder et rigtigt arbejde, han har aldrig prøvet det.
Hele mandens ‘erhvervs’-baggrund består i, at støde en jernkugle længere væk end andre, det er det hele, at støde en jernkugle væk. Ikke opfinde noget, ikke være utrolig klog, ikke at kunne gøre noget for andre, ikke engang være specielt udstyret… nej, kun at støde en jernkugle væk, det er det hele… altså indtil der ikke var flere penge i det lille nummer.

Men, Skryderen, Båtnakken, er nu statsfinanceret Båtnakke, styret og instrueret af andre til at udtale sig, håne og trampe på mindre heldige. Han er dygtig til at være opblæst og har potentiale til at være pauseklovn i mange år endnu, der er åbenbart fjolser nok i nationen der stemmer på ham ved valget. Det er dog yderst beklageligt, at Båtnakken optager en ellers værdifuld plads i landets Tinge, den kunne anvendes bedre af næsten hvemsomhelst til nationens og borgernes bedste.

Nylige overskrifter i flere landsdækkende medier berettede, at omtalte Båtnakke udtalte, at det somme tider ville være passende med ‘nogle over nakken’…. Hvoraf man kan udlede, at manden har tendenser eller i hvert fald er tilhænger af, vold i visse tilfælde. Hvem der afgør tilfældene og graden af vold er ikke afklaret for nærværende, men det er da en tankevækkende udtalelse af en ‘politiker’ i folketinget.

Mon ikke der til en eller anden tid, i et eller andet firma, i et andet land f.eks., ville være et job som kapo eller underordnet arbejdsleder for den unge og ubesindige mand, et job der passer til hans evner, moral -eller mangel på samme… Erhvervslivet har det jo med at belønne visse politikere når de forlader Tinget, for tro tjeneste osv. osv.….

Nej, Storskryder og Båtnakke Olsen, nogle kan ikke optjene værdier til at fortjene en timeløn på 110 kroner, Du har fuldstændig ret!! Du er et pragteksemplar på sådan én, der ikke kan yde værdi for omtalte beløb… desværre for Dig og især os andre, som må lide vanskæbnen at høre på Dig upassende tit og altid i utide…!!
Jeg er stadig overbevist om, at danskerne ikke fortjener de politikere vi ledes af…..!

Rederen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *